Der er ikke et egentligt os, altså en organisation der tegner firmaet.
Med et lidt omskrevet bibelcitat så tjener vi hver med den gave, Gud giver os: En planter, an anden vander, men Gud giver væksten...
Selvfølgelig er der nogle der står bag: En gruppe kristne (ledere) på Amager der bliver inspireret af hinanden gennem fællesskabet med hinanden. Pastor Tea fra Zion Temple siger at han har nogle gode sangere... Amager pinsekirke har holdt "Global day of Prayer" på Rådhuspladsen i mange år. Og så dukker en mulighed op gennem missionsorganisationen Areopagos, hvor jeg sidder i bestyrelse med Øyvind der en dag sagde at han havde lyst til at prøve det samme som han gjorde på Store Torv i Oslo: Få alle til at danse - "for det åbner op at danse!" er hans kommentar.
Engang i slut-80erne bredte fænomenet March for Jesus ud over hele verden. Det begyndte med en byvandring i London 1987 og kom i 90'erne til at præge mange af verdens storbyer, særlig Europa. Jeg var dengang præst på Bornholm og vi forsøgte også med et par bymarcher uden at det dog gav den fornemmelse af det store fællesskab - Bornholm er ikke så stor. Men i København var det markant anderledes, hvor flere tusinde samledes til en fredelig proklamering af Jesus som Herre og frelser. Disse March for Jesus gav kirkefolket hvad vi nu og da har brug for: Oplevelse af fællesskab. En har for nylig sagt til mig: Det var missionen der skabte den økumeniske bevægelse, for når man "Går ud i alverden..." som Jesus kalder os til, oplever man at det der samler er større end det der skiller.
Jeg håber at Pinsedag med tiden kan udvikle sig til et hjerteligt og inviterende kirkefællesskab i lovsang og bøn til Gud hvor også tilfældigt forbipasserende føler sig velkomne i det brogede kristne fællesskab.